Kast en mønt til Dante

[Vers 1]
Da tågen lå tung ved Flodborgs port,
og mørket det truede folkets jord,
da lød der et råb — et klingrende stål,
for Dante af Karanok stod som et skjold!

Hans væbnere to stod fast ved hans fod,
Adrian med kløgt, og Wojtjek med mod.
De kæmped’ som brødre, til solen stod ny,
for byen, for æren, for løftet og dyd!

[Omkvæd]
Kast en mønt til Dante,
helten ved portens skær!
Kast en mønt til Dante,
for Flodborg er fri og nær!
Kast en mønt til Dante,
for mørket er borte dér!

[Vers 2]
Da skyggerne brød gennem portens læn,
da lød Wojtjeks råb — hans sidste genklang!
Han faldt med et smil, og sværdet i hånd,
og floden tog blidt hans ære i bånd.

Men Dante, den tapre, han førte dem frem,
med ild i sit blik og himlen som ven.
Han svor ved sit blod, at byen skal stå,
og mørkets forbandelse aldrig få rå.

[Omkvæd]
Kast en mønt til Dante,
helten ved portens skær!
Kast en mønt til Dante,
for Flodborg er fri og nær!
Kast en mønt til Dante,
for mørket er borte dér!

[Vers 3 – stille]
Nu synges hans navn ved kroens ild,
og folk de skåler med smil og spil.
For hvem kan vel dømme, hvad sandhed er,
når helten selv skænker, og sangen er nær?

[Sidste omkvæd – blidt, med grin i stemmen]
Kast en mønt til Dante,
helten ved portens skær!
Kast en mønt til Dante,
for Flodborg er fri og nær!
Kast en mønt til Dante,
og mind ham, der faldt dér!