Dante og portens mænd

[Vers 1]
Der stod en helt ved portens led,
med vin i blod og stål i fred,
hans navn var Dante, Karanoks søn,
med smil så bredt som sol ved gryn!

“Kom an!” han råbte, “lad mørket fly’!”
mens skygger krøb fra flodens sky.
Hans væbnere to, de stod ham bi,
den ene klog, den anden fri!

[Omkvæd]
Syng hey, for Dante og portens mænd!
De slog på skygger og vandt igen!
En mønt for Dante, og to for vin,
for Flodborgs helte, dem skåler vi ind!

[Vers 2]
Adrian skrev med runer små,
mens Wojtjek slog, hvor dæmoner lå.
De kæmped’ hårdt, til dagen kom,
og floden bruste — så tav den om.

For Wojtjek faldt i nattens skær,
hans blod løb koldt, men hjertet nær.
“For byen, for folk!” lød sidste ord,
og vinden bar det gennem nord.

[Omkvæd]
Syng hey, for Dante og portens mænd!
De slog på skygger og vandt igen!
En mønt for Dante, og to for vin,
for Flodborgs helte, dem skåler vi ind!

[Vers 3]
Nu synges sangen i hver en krog,
hvor tågen hænger, og øllet slog.
For Dante smiler, og ingen spør’,
hvor meget sandhed en vise bør.

[Sidste omkvæd – råbt i kor]
Syng hey, for Dante og portens mænd!
De slog på skygger og vandt igen!
En mønt for Dante, og to for vin,
for Flodborgs helte — dem skåler vi ind!